Ændringer i forhold til 2018

  • Redaktionelle ændringer for at opnå en ensartet struktur og ensartede formuleringer i forhold til turneringsbetingelserne gældende for DGU’s Danmarksturnering.
  • Ingen op- og nedrykning i forhold til DGU’s Danmarksturnering.
  • Regler vedr. afstandsmåling og bold flyttet på green er udeladt, da de dækkes af de nye golfregler for 2019.

Klik på PDF- eller print-ikonet for at skrive betingelserne ud

Turneringsbetingelser gældende for turneringerne i 2019:

Generelle turneringsbetingelser

Deltagende klubber

Antal klubhold

Klubber, som har fuldt medlemskab af DGU samt selskabsmedlemmer kan deltage i turneringen. Endvidere skal klubben have en minimum banelængde på 2000 meter for en 9-hullers bane og 4000 meter for en 18-hullers bane.

Hver klub kan deltage med indtil følgende antal hold:

  • 1 hold i hver af rækkerne i senior A, senior B, veteran A og veteran B
  • 2 hold i hver af rækkerne veteran C og super-veteran B
  • 3 hold i hver af rækkerne senior C og veteran D

Stille bane til rådighed

For hvert deltagende hold, som en klub har i Regionsgolf turneringerne, forpligter klubben sig til at stille bane til rådighed for afvikling af holdets hjemmekampe i de spilleuger, der fremgår af den i ultimo januar publicerede turneringsplan. Såfremt en klub ikke stiller sin egen bane til rådighed for hjemmekampe, men låner / lejer en anden bane, skal der søges dispensation hos Regionsgolf.

Manglende evne eller vilje til at stille bane til rådighed vil kunne medføre, at klubben ikke kan deltage i Regionsgolf. Dette gælder for såvel grundspil som slutspil.

Hjemmeklubben

Hjemmeklubben er ansvarlig for følgende:

  • Inden den 1. april at indgå aftale med modstanderen om et præcist spilletidspunkt i den spilleuge, der fremgår af turneringsplanen og registrere dette i turneringsplanen på Regionsgolfs hjemmeside.
  • Senest en uge før kampen at aftale eventuel fælles spisning med modstanderne og hjemmeklubbens café.
  • At første tee (evt. anden aftalt tee) er fri til start af kampen i henhold til det aftalte spilletidspunkt.

Turneringsleder

I Regionsgolfs turneringer afvikles grundspilskampe og slutspilskampe indtil regionsfinaler uden en lokal turneringsleder.

Ved afvikling af regions- og landsfinaler udpeges en turneringsleder fra Turneringsledelsen.

Den udpegede turneringsleder kan ikke være spiller eller kaptajn på et deltagende hold.

Turneringslederen er på spilledagen til stede senest 45 min. før første start, og turneringslederen er ansvarlig for følgende i relation til regel 33: Komitéen:

  • 33-2: Banen (herunder banemarkeringer)
  • 33-5: Scorekort
  • 33-8: Lokale regler (midlertidige)

Turneringslederen er endvidere ansvarlig for at:

  • sørge for, at holdkaptajnerne afleverer holdopstilling senest 15 minutter før 1. start
  • at udlevere flagplacering hvis den forefindes samt lokale regler senest 15 min. før første start
  • straks at sammensætte og offentliggøre de to modstanderes holdopstillinger i et fælles dokument med navne, medlemsnumre og handicap, så snart disse er modtaget fra holdkaptajnerne
  • registrere resultater på Regionsgolfs hjemmeside. Dette skal ske umiddelbart efter kampens afslutning og senest første hverdag herefter.
  • udlevere kopi af det endelige resultatkort til begge holdkaptajner.

Turneringslederen kan ikke:

  • ændre i turneringsbetingelserne eller tilsidesætte en golfregel.
  • ændre starttider (udsættelse eller afbrydelse iht. regel 6-8 er dog undtaget).
  • afgøre tvister og/eller protester om golfregler, lokale regler, turneringsbetingelser, etiketteovertrædelser eller lign. uden udtrykkelig aftale med komitéen.
  • give dispensation til at køre i buggy.

Holdet

Tilmelding og deltagergebyr

Turneringsledelsen udsender indbydelse til holdturneringen. I indbydelsen er der fastsat dato for seneste tilmelding.
Tidsfrister og betingelser skal overholdes af klubberne, for at holdene kan deltage i turneringen.
Tilmeldingsgebyret pr. hold fremgår af indbydelsen.

Manglende betaling medfører udelukkelse af turneringen.

De deltagende klubber betaler selv samtlige de med deltagelse i turneringen forbundne omkostninger. ”Ø-hold” og hold, der placeres i pulje med disse, kan søge om et tilskud på kr. 500 til færgeomkostninger. Ansøgning om tilskud skal ske pr. mail til Turneringsledelsen senest 8 dage efter kampens afvikling.

Holdkaptajn

Holdet skal have en kaptajn, der gerne må være spillende.

Holdkaptajnens navn skal anføres på holdopstillingen.

Holdkaptajnen samt genstande i hans varetægt er en del af matchen, dvs. IKKE en outside agency. Holdkaptajnens eventuelle regelovertrædelser medfører straf for den af hans spillere, som handlingen påvirker.

Holdkaptajnens pligter, ansvar og beføjelser

Holdkaptajnen har pligt til:

  • at tage sig af den administrative side af holdets deltagelse i turneringen.
  • at sikre at holdet har kendskab til lokalreglerne for den aktuelle kamp.
  • at sikre sig, at spillerne har det bedst mulige kendskab til golfreglerne og før matchen overbevise sig om, at alle holdets spillere er bekendt med indholdet af de særlige regler vedrørende hulspil i Regel 2.
  • at besidde et grundigt kendskab til turneringens betingelser
  • skriftligt at meddele holdopstillingen til modstanderholdets holdkaptajn. Holdopstillingen skal indeholde spillerækkefølge, herunder spillernavne, medlemsnumre og handicaps.
  • at identificere sig som holdkaptajn ved at påføre sit navn samt evt. medlemsnummer på holdopstillingen.
  • at videregive eventuelle protester fra holdets spillere afgivet i overensstemmelse med Regel 25. Holdkaptajnen må under spillet ikke selv initiere protester på vegne af en spiller. Kun den enkelte spiller kan protestere under spillet.
  • at underskrive det udfyldte resultatkort.
  • at indtaste resultatet på Regionsgolfs hjemmeside og at uploade et foto af det underskrevne resultatkort (hjemmebane-kaptajnen).
  • at verificere det indtastede resultat og det uploadede resultatkort. Mulighed for indsigelse mod det indtastede resultat fortabes 4 kalenderdage efter kampens afholdelse.

Holdkaptajnen har ret til at:

  • følge sine spillere på banen og give disse råd i overensstemmelse med Regel 8 samt noten til Regel 8.
  • være spiller på holdet, men i så fald kan han ikke give råd i overensstemmelse med Regel 8.
  • indgive protester på holdets vegne efter spillet vedrørende den administrative del af matchen.
  • udtale sig på holdets vegne.

Holdkaptajnen kan ikke:

  • optræde som dommer og eksempelvis pålægge en spiller fra et andet hold en straf.
  • under spillet gå ind i en diskussion om regler med en spiller fra et andet hold. Han kan kun rådgive sin egen spiller.
  • afbryde eller standse spillet.
  • under spillet selv initiere protester på vegne af en spiller. Kun den enkelte spiller kan protestere under spillet.
  • hvis han er spillende holdkaptajn give råd under sin egen fastsatte runde.

Væsentlige overtrædelser kan medføre tab af 2 matchpoints.

Elektronisk udstyr Holdkaptajn

Hvis holdkaptajnen under spil af en turnering ved gentagen brug af elektronisk udstyr (mobil telefon, minicomputer og lign. elektronisk udstyr) med sin adfærd generer spillere, kan holdkaptajnen efter først at have modtaget en protest (iht. Regel 2-5) fra en spiller ved gentagen overtrædelse og protest blive indberettet til Turneringskomitéen for et alvorligt brud på etiketten, hvilket efterfølgende kan medføre disciplinær straf i form af karantæne eller tab af kamppoint.

Indberetningen med en nærmere beskrivelse af hændelsesforløbet skal indsendes til Regionsgolf senest 4. dagen kl. 10 efter kampens afvikling. Herefter afgøres evt. straf af Turneringskomitéen.

Buggy – holdkaptajn

Holdkaptajnerne må benytte persontransporterende køretøjer, såfremt værtsklubben kan tilbyde køretøjer til begge holdkaptajner. En spillende holdkaptajn må ikke anvende et persontransporterende køretøj under sin runde. Holdkaptajnen må ikke transportere sine spillere eller deres udstyr under deres fastsatte runder. Overtrædelse medfører justering af stilling / resultat med ét hul for hvert hul, hvor overtrædelse fandt sted. Dog højst 2 huller pr. runde. jf. Golfreglerne tillæg. 1 afsnit B 8.

Holdopstilling

Et hold består af 2 damer og 4 herrer, som spiller i alt 5 matcher fordelt på én damesingle, tre herresingler og én mixed foursome. Der spilles om i alt 11 point, 2 point i hver single og 3 point i foursome.

Herresingler opstilles i handicaporden.

De individuelle matcher afvikles som 18 hullers hulspil.

Senest 15 min. før start af første match skal de skriftlige holdopstillinger være afleveret til modstanderholdets holdkaptajn.

Holdopstillingen skal indeholde spillernavne og deres handicap, holdkaptajnens navn samt medlemsnumre. Hvis flere af herrespillerne på holdet har samme handicap, må holdkaptajnen bestemme deres opstilling. Spillernes handicap på spilledagen er afgørende.

Holdkaptajnen skal aflevere holdopstilling til tiden, selvom der mangler spillere. Hvis de manglende spillere ikke dukker op senest 5 minutter efter deres starttid, anses de for udeblevne.

Når holdopstillingen er afgivet, kan der ikke længere foretages ændringer.

Væsentlige overtrædelser kan medføre tab af 2 matchpoints.

Overtrædelse af tidsfristen for aflevering af holdopstilling medfører tab af 2 matchpoints. Se afsnit om Definition af tab af 2 matchpoint.  Ved gentagelsestilfælde i samme kamp diskvalificeres holdet og taber kampen med maksimale cifre.

Startorden

Holdkaptajnerne afgør ved lodtrækning inden første start, hvilket hold der skal have honnøren på første hul i samtlige matcher i holdkampen. Er en holdkaptajn ikke til stede ved 1. tee, afgøres lodtrækningen mellem deltagerne i første match.

Med mindre holdkaptajner aftaler andet igangsættes de enkelte matcher i følgende rækkefølge:

  1. Damesinglen
  2. herresingle
  3. herresingle
  4. herresingle
  5. Mixed foursome

Herresinglerne stiller op med laveste handicap først (1. single).

De enkelte matcher starter med et passende tidsinterval i henhold til værtklubbens retningslinjer.

Udeblivelse

Hvis et hold udebliver fra en kamp, tabes kampen med maksimale cifre. Hvis dette sker igen i turneringsåret, udelukkes holdet fra resten af turneringen.

For hold i alle andre rækker end SC, VD og SVB fortabes pladsen i rækken, og holdet skal tilmeldes i den lavest rangerende række i den efterfølgende sæson.

Alle kampe, som holdet har spillet i turneringsåret, udgår.

Afbud

Et hold, der melder afbud til en kamp, uden at der træffes aftale om anden spilledag, taber kampen med maksimale cifre. Hvis dette sker igen i turneringsåret, udelukkes holdet fra resten af turneringen.

For hold i alle andre rækker end SC, VD og SVB fortabes pladsen i rækken, og holdet skal tilmeldes i den lavest rangerende række i den efterfølgende sæson.

Alle kampe, som holdet har spillet i turneringsåret, udgår.

Såfremt en klub har flere end ét hold i en given turnering (senior, veteran, super-veteran), vil afbuddet være gældende for klubbens lavest rangerede hold.

Afbud skal meddeles til såvel modstanderne som Turneringsledelsen

Trukket hold

Et hold, der ved skriftlig meddelelse til Turneringsledelsen bekræfter ikke at kunne stille hold til de resterende kampe i turneringsåret, defineres som “trukket hold”.

For hold i alle andre rækker end SC, VD og SVB fortabes pladsen i rækken, og holdet skal tilmeldes i den lavest rangerende række i den efterfølgende sæson.

Alle kampe, som det trukne hold har spillet i turneringsåret, udgår.

Såfremt en klub har flere end ét hold i en given turnering (senior, veteran, super-veteran), vil det være klubbens lavest rangerede hold som trækkes.

Definition af tab af 2 matchpoint

Hvis et hold pådrager sig tab af 2 matchpoint, nulstilles den sidst startende, vundne single og matchen fremstår som værende ikke spillet.

Pulje med reduceret antal hold

Såfremt antallet af hold i en pulje reduceres, spiller den pågældende pulje resten af sæsonen med ét hold mindre.

Ved sæsonens afslutning reduceres antallet af nedrykkere tilsvarende.

Spilletidspunkt

Det påhviler de 2 holds holdkaptajner at aftale konkrete spilletidspunkter i de spilleuger, der fremgår af spilleplanen. Kan enighed ikke opnås, vil hjemmebaneholdets forslag være gældende. For kampe i senior- og veteranturneringerne kan der dog ikke insisteres på spilletidspunkter inden for normal arbejdstid (mandag til fredag kl. 8-16).

Ændring af fastlagte spilletidspunkter kan kun ske med begge holds accept. Den klub, som ønsker ændringen, er ansvarlig for at aftale ændringen med modstanderen samt for at orientere Regionsgolf herom.

I tilfælde af uenighed om hvorvidt der er aftalt ny spilledato, vil Turneringsledelsen tildele sejren til det hold, som ikke mener, at en sådan aftale er indgået, medmindre det andet hold kan fremlægge skriftlig dokumentation for andet. Det anbefales derfor at aftale om ændring af spilletidspunkt bekræftes skriftligt ved mail eller lign.

I slutspillet fastlægges spilletidspunkt og spillested af Turneringsledelsen.

Ændring af fastlagte spilletidspunkter i slutspillet kan kun ske med begge holds og spillestedets accept. Den klub, som ønsker ændringen, er ansvarlig for at aftale ændringen med modstanderen og spillestedet samt for at orientere Regionsgolf herom.

Ved manglende enighed, vil det være det af Turneringsledelsen fastsatte spilletidspunkt, der er gældende.

Kampens udsættelse

Hvis kampen ikke kan gennemføres på grund af banens beskaffenhed eller vejret, kan holdkaptajnerne i fællesskab træffe afgørelse om kampens udsættelse.

Såfremt det besluttes, at banen ikke kan benyttes til spil, aftales et nyt spilletidspunkt. Såfremt enighed ikke kan opnås, kan Turneringsledelsen dekretere en anden spilledato.

I slutspillet må en kamp kun udsættes i tilfælde af dårligt vejr og / eller uspillelig bane. Kampen skal afvikles senest på 5. dagen efter det oprindeligt fastlagt spilletidspunkt. Klubben, der i turneringsplanen har status som hjemmeklub, er ansvarlig for at underrette Turneringsledelsen om det nye spilletidspunkt. Dette skal ske senest 48 timer efter det oprindeligt fastsatte spilletidspunkt. Hvis tidsfristen ikke overholdes, taber hjemmeklubben kampens foursome.

Prøverunde

I Regionsgolf indgår ingen ret til greenfee-fri prøverunde.

Præmier

Vinder af Regionsfinalen er Regionsmestre og deltager i Landsfinalen.

Vinder af Landsfinalen er Landsmestre og modtager en erindringspræmie for mesterskabet.

Spillerne

Deltagende spillere

Spillerne kan kun stille op for deres hjemmeklub. Spillerne skal kunne dokumentere fuldgyldigt medlemskab af denne hjemmeklub, som skal være en godkendt klub under Dansk Golf Union.

En spiller kan frit skifte klub, så længe han / hun i den pågældende sæson ikke har spillet en match i Regionsgolf. Efter spillerens først spillede match vil han / hun ikke kunne deltage i Regionsgolf før næste sæson, såfremt vedkommende vælger at skifte hjemmeklub.

Spillerne skal være i besiddelse af et EGA-handicap. Spilleren er ansvarlig for at stille op med det korrekte handicap.

En spiller må kun spille på ét hold i samme spillerunde. Grundspillet består af 6 spillerunder.

Anvendelse af pro’er

Spillere med professionel status kan ikke deltage.

Ved overtrædelse af denne bestemmelse gælder sanktionen for ”Ulovlig spiller”.

Skift af spillere mellem klubbens hold

Senior-, veteran- og superveteran turneringerne er adskilte turneringer. En spiller kan deltage i de turneringer, den pågældende er kvalificeret til uden begrænsninger.

Ved skift fra et lavere til et højere rangeret hold inden for den enkelte turnering er der ingen begrænsninger.

Ved skift fra et højere til et lavere rangeret hold inden for den enkelte turnering er der én spilledags karantæne.  Karantænen skal forstås på den måde, at spilleren først kan spille på klubbens lavere rangerede hold, når det højere rangerede hold har spillet mindst én kamp, hvor den pågældende spiller ikke har deltaget.

Såfremt en klub har 2 hold i en række, kan disse 2 holds spillere bruges frit på begge hold.

Udebleven spiller

Såfremt en spiller udebliver, efter at holdopstillingen er afleveret, ændres holdopstillingen administrativt således, at alle efterfølgende spillere rykker en plads frem i opstillingen. Den sidste match tabes herefter uden spil med maksimale cifre:

  • Mangler 1 herre tabes 3. single
  • Mangler 2 herrer tabes 2. og 3. single
  • Mangler 1 dame tabes damesingle
  • Mangler 2 damer tabes damesingle og mixed foursome
  • Mangler 1 dame og 1 herre tabes damesinglen og 3. herresingle

Tabte matcher tabes med maksimale cifre 10-8. Såfremt man ikke møder med spilere, som kan give mindst 6 matchpoint, tabes hele kampen med 11-0 og de enkelte matcher med 10-8.

Den / de udeblevne spillere, som fremgår af den oprindelige holdopstilling, kan ikke i samme spillerunde deltage på et af klubbens øvrige hold i Regionsgolf.

Ulovlig spiller

Benyttes en ulovlig spiller, taber holdet alle matcher med maksimale cifre 10-8 og hele kampen med 11-0.

Buggy – spiller i grundspil og slutspil indtil finalerne

Spillere må på ingen måde lade sig transportere under den fastsatte runde. Overtrædelse medfører straf i henhold til Golfreglernes tillæg. 1, afsnit B 8.

OBS. Undtaget fra denne regel er spillere, der kan fremvise skriftlig dispensation fra deres hjemmeklub. Værtsklubben er ikke ansvarlig for at skaffe en buggy til spilleren.

Buggy – spiller i regions- og landsfinale

Spillere må på ingen måde lade sig transportere under den fastsatte runde, med mindre det er tilladt af Komiteen. Dvs. kun til kørsel til omspilshuller, tilbage for at slå en ny bold og lignende. Der kan ikke gives tilladelse til generel anvendelse af buggy under en turnering.

Overtrædelse medfører straf i henhold til Golfreglernes tillæg. 1, afsnit B 8.

OBS. Undtaget fra denne regel er spillere, der kan fremvise skriftlig dispensation fra deres hjemmeklub. Værtsklubben er ikke ansvarlig for at skaffe en buggy til spilleren.

Caddie

Brug af caddie er ikke tilladt.

Elektronisk udstyr – spillere

Hvis spilleren under spil af en turnering ved brug af elektronisk udstyr (mobiltelefon, minicomputer og lign. elektronisk udstyr) med sin adfærd generer andre spillere, kan spilleren efter først at have modtaget en protest (iht. regel 2-5) fra modspilleren ved gentagen overtrædelse og protest blive indberettet til Turneringskomitéen for et alvorligt brud på etiketten, som efterfølgende kan medføre disciplinær straf i form af karantæne.

Indberetningen skal påføres resultatkortet for holdkampen, og en nærmere beskrivelse af hændelsesforløbet skal vedlægges eller indsendes til Regionsgolf inden 48 timer. Herefter afgøres evt. disciplinærstraf af Turneringskomitéen.

Der gøres opmærksom på, at det er et brud på Regel 14-3 at lytte til musik, optagelser eller udsendelser under et slag eller i en længere periode under spil. Se Decision 14-3/17.

Overtrædelse af turneringsbetingelser samt ordens- og etiketteregler

Overtrædelse af værtsklubbens ordens- og etiketteregler samt turneringsbetingelserne kan medføre karantæne. Gentagne alvorlige overtrædelser under den fastsatte runde – og for holdkaptajnens vedkommende så længe der i øvrigt er uafsluttede individuelle matcher (singler/foursome) under afvikling – kan medføre diskvalifikation efter regel 33-7.

Ovennævnte bestemmelse er relevant for alle overtrædelser som et tillæg til de specifikt angivne sanktioner.

Grove overtrædelser af klubbens ordensregler:

Fremgår det af klubbens ordensreglement, at en overtrædelse af en given ordensregel medfører øjeblikkelig bortvisning, gælder det i en turnering i Regionsgolf, at en spiller efter en overtrædelse af en sådan ordensregel vil blive bortvist fra golfbanens område med øjeblikkelig virkning.

Lokale regler

I alle Regionsgolf-turneringer vil værtsklubbens Lokale Regler være gældende.

I turneringer med en udpeget turneringsleder (Regions- og Landsfinaler) udleveres samlede Lokale Regler ved turneringens start.

Diskvalifikation

Er en spiller under en runde blevet diskvalificeret for en alvorlig overtrædelse af regel 1-2, 1-3 eller et alvorligt etikettebrud (regel 33-7), vil diskvalifikationen gælde hele spillerunden, også SELVOM runden, hvor spilleren blev diskvalificeret, efterfølgende annulleres.

Diskvalifikation af en spiller medfører, at holdet med maksimale cifre taber den foursome og / eller single, hvori hændelsen måtte have fundet sted.

Givet match

Såfremt den ene spiller beslutter at give den anden spiller matchen, beregnes resultatet således, at modstanderen gives så mange af de efterfølgende huller, der skulle til for at afgøre matchen, såfremt den blev færdigspillet på normal vis.

For sen ankomst

Se Regel 6-3a.

Hvis spilleren ikke er på teestedet senest 5 minutter efter starttidspunktet for sin match, anses spilleren for at være ”udebleven spiller”. Se afsnittet herom.

Turneringernes afvikling

Regelsæt

Turneringerne spilles efter de af R&A senest vedtagne golfregler samt de til enhver tid gældende lokale regler.

Teesteder

Herrer:

Der spilles fra herrernes sædvanlige ”klub-tee”. Hvis denne ikke er tydeligt markeret, spilles fra de tee-stedsmarkeringer, som resulterer i en rated bane af længde 5.500 – 6.000 meter eller de ratede tee-steder, som måtte komme nærmest herpå.

Damer:

Der spilles fra damernes sædvanlige ”klub-tee”. Hvis denne ikke er tydeligt markeret, spilles fra de tee-stedsmarkeringer, som resulterer i en rated bane af længde 4.600 – 5.100 meter eller de ratede tee-steder, som måtte komme nærmest herpå.

Lige resultater

I tilfælde af, at 2 eller flere hold har samme antal kamppoints, træffes afgørelsen efter følgende prioritering:

  1. Antal vundne kamppoint i de indbyrdes kampe
  2. Antal vundne matchpoint i de indbyrdes kampe
  3. Antal vundne matchpoint i alle puljekampe
  4. Antal vundne huller (”ups”) i de indbyrdes kampe
  5. Antal vundne huller (”ups”) i alle puljekampe
  6. Lodtrækning

Slutspillet

Puljevinderne deltager i slutspillet, der afvikles efter cupsystemet. Skulle en puljevinder trække sig fra slutspillet, går pladsen videre til nr. 2 i puljen.

Til og med ½ finale spilles der på neutral bane. Baner til regions- og landsfinaler er fastlagte på forhånd.

Turneringsledelsen fastlægger spilleplanen herunder værtsklubberne (den neutrale bane). Der spilles uden match- og greenfee.

Resultater i slutspillet skal være indtastet senest 24 timer efter kampens afvikling.

Vinder af regionsfinalen deltager i landsfinalen, som i lige år afvikles Øst for Storebælt og i ulige år vest for Storebælt. Hvis vinder af regionsfinalen trækker sig fra landsfinalen, går pladsen videre til runner-up i regionsfinalen.

Ingen spiller må spille på flere hold i slutspilkampe, og ingen spiller, der har spillet på et højere rangerende hold, kan deltage på et lavere rangerende hold i slutspilkampe.

Lige resultater i slutspillet

I tilfælde af lige resultat i slutspillet spilles omspil hul for hul (hulspilsregler) mellem en udvalgt spiller fra hvert hold. Hver holdkaptajn vælger sin spiller.

Op- og nedrykning

Hvis en klubs hold kvalificerer sig til oprykning til en række, hvor den samme klub allerede er repræsenteret med det maksimale antal hold, kan holdet ikke rykke op. I denne situation findes en alternativ oprykker blandt de bedst placerede hold efter følgende principper:

  1. placering i slutspillet eller efter grundspillet
  2. antal kamppoint efter grundspillet
  3. antal matchpoint efter grundspillet
  4. antal vundne huller (”ups”) efter grundspillet

Frafald af hold i højere rækker og det forhold, at en klub kun kan have et hold i SA, SB, VA, VB og SVA samt max. 2 hold i VC kan medføre, at bedste 2´er og evt. bedste 3´er oprykkes.

Hvis en klubs hold rykker ned i en række, hvor den samme klub allerede er rangeret og antallet af tilladte hold i denne række herved overskrides, rykkes det nederst rangerende holdet ned i den underliggende række.

Der tages forbehold for, at evt. ændringer i turneringerne kan påvirke det enkelte års op- og nedrykninger.

NB! I puljer bestående af færre end 4 hold vurderes antal kamppoint, matchpoint samt matchscore (“ups”) i forhold til antal spillede kampe.

Eksempel: I en pulje med 4 hold har 2´eren opnået 7 point efter 6 kampe – det giver 1,17 point pr. kamp. I en anden pulje med kun 3 hold har 2´eren opnået 6 point efter kun 4 kampe – hvilket giver 1,5 point pr. kamp – og således flest relative kamppoint.

Offentliggørelse af resultater

Resultatet af de enkeltstående matcher er officielt bekendtgjort, når resultatet af matchen er påført det officielle underskrevne resultatkort.

Resultatet af holdkampen er officielt bekendtgjort, når holdkaptajner / spillere har udfyldt og underskrevet det officielle resultatkort for hele kampen.

Resultatkort

Når det underskrevne resultatkort er uploadet til Regionsgolfs hjemmeside, kan andre versioner destrueres.

Protester

Protester vil kun blive behandlet af Turneringskomitéen, hvis der er nedlagt protest i overensstemmelse med regel 2-5 og/eller regel 34-1a.

En protest vil derfor kun blive behandlet, hvis den skriftligt er turneringskomiteen i hænde inden 2 døgn efter afviklingen af den match, som protesten vedrører (evt. forvarsel pr. telefon). Sammen med protesten skal betales kr. 500,00, som klubben får retur, såfremt de får ret i deres protest.
Turneringskomiteen afgør indkomne protester hurtigst muligt – inden 8 dage efter modtagelsen af den skriftligt formulerede protest. Indsenderen af en protest er selv ansvarlig for, at turneringskomiteen faktisk modtager protesten.

Turneringsledelsen

Turneringsledelsen for Regionsgolf Vest senior/veteran er “komité” i overensstemmelse med golfreglernes § 33. Komitéen fastlægger spilletider og -steder, påser at turneringen gennemføres efter turneringsbetingelserne og afgør endeligt alle tvistigheder og tvivlsspørgsmål.

Komitéen forbeholder sig ret til at træffe en afgørelse efter ret og rimelighed, når det viser sig umuligt at afslutte en match eller en serie matcher i overensstemmelse med Golfreglerne.

Turnering ”Senior”

Deltagende hold

Turneringen omfatter 3 rækker:

  • A-rækken med 32 hold fordelt på 8 puljer á 4 hold
  • B-rækken med 32 hold fordelt på 8 puljer á 4 hold
  • C-rækken med puljer á 4 hold.

Der er fri tilmelding i C-rækken. Deltagelse i B- og A-rækken sker via kvalifikation fra den underliggende række.

Slutspil

Puljevinderne deltager i slutspillet.

Der spilles på neutral bane, dog er baner til regions- og landsfinalerne forud fastlagte.

Op- og nedrykning

  • A-rækken: De 8 dårligst placerede hold rykker ned i B-rækken.
  • B-rækken: De 8 bedst placerede hold rykker op i A-rækken, de 8 dårligst placerede hold rykker ned i C-rækken
  • C-rækken: De 8 bedst placerede hold rykker op i B-rækken.

Nedrykning sker ikke i tilfælde, hvor et andet hold er tvangsnedrykket eller der af anden årsag mangler et hold, og der kun er tre hold eller færre tilbage i puljen.

Der henvises i øvrigt til afsnittet ”Op- og nedrykning” under ”Turneringens afvikling” i de generelle turneringsbetingelser.

Turnering ”Veteran”

Deltagende hold

Turneringen omfatter 4 rækker:

  • A-rækken med 32 hold fordelt på 8 puljer á 4 hold
  • B-rækken med 32 hold fordelt på 8 puljer á 4 hold
  • C-rækken med 64 hold fordelt på 16 puljer á 4 hold
  • D-rækken med puljer á 4 hold.

Der er fri tilmelding i D-rækken. Deltagelse i C-, B- og A-rækken sker via kvalifikation fra den underliggende række.

Slutspil

Puljevinderne deltager i slutspillet.

Der spilles på neutral bane, dog er baner til regions- og landsfinalerne forud fastlagte.

Op- og nedrykning

  • A-rækken: De 8 dårligst placerede hold rykker ned i B-rækken.
  • B-rækken: De 8 bedst placerede hold rykker op i A-rækken, de 8 dårligst placerede hold rykker ned i C-rækken
  • C-rækken: De 8 bedst placerede hold rykker op i B-rækken, og de 16 dårligst placerede hold rykker ned i D-rækken
  • D-rækken: De 16 bedst placerede hold rykker op i C-rækken

Nedrykning sker ikke i tilfælde, hvor et andet hold er tvangsnedrykket eller der af anden årsag mangler et hold, og der kun er tre hold eller færre tilbage i puljen.

Der henvises i øvrigt til afsnittet ”Op- og nedrykning” under ”Turneringens afvikling” i de generelle turneringsbetingelser.

Turnering ”Superveteran”

Deltagende hold

Turneringen omfatter 2 rækker:

  • A-rækken med 32 hold fordelt på 8 puljer á 4 hold
  • B-rækken med puljer á 4 hold.

Der er fri tilmelding i B-rækken. Deltagelse i A-rækken sker via kvalifikation fra den underliggende række.

Slutspil

Puljevinderne deltager i slutspillet.

Der spilles på neutral bane, dog er baner til regions- og landsfinalerne forud fastlagte.

Op- og nedrykning

  • A-rækken: De 8 dårligst placerede hold rykker ned i B-rækken.
  • B-rækken: De 8 bedst placerede hold rykker op i A-rækken.

Nedrykning sker ikke i tilfælde, hvor et andet hold er tvangsnedrykket eller der af anden årsag mangler et hold, og der kun er tre hold eller færre tilbage i puljen.

Der henvises i øvrigt til afsnittet ”Op- og nedrykning” under ”Turneringens afvikling” i de generelle turneringsbetingelser.

Suggest Edit