24 jun 2017
Print Friendly, PDF & Email

Vi er nu kommet så langt, at de vindende hold i de indledende puljer er fundet, og vi har sat de 1/16-finalekampe op, der skal afvikles i B- og C-rækkerne mandag den 26. juni.

B- og C-rækkerne er langt de største rækker af de 4, vi har i ABCD, og det er derfor nødvendigt at afvikle 1/16-finaler for en del af disse hold. For at nå slutspillet må vi afvikle disse inden sommerferien, mens 1/8-finalerne spilles mandag den 7. august.

1/16-finalerne er sat op på hjemmesiden under slutspillet.
Det betyder også, at de puljevindere i B- og C-rækkerne, der ikke er med i 1/16-finalerne er oversiddere og først kommer ind i slutspillet i 1/8-finalerne.
Der er gået direkte besked ud til de hold, der spiller 1/16-finaler.

I A- og D-rækkerne er der ikke så mange deltagende hold og dermed heller ikke så mange puljer, at der skal afvikles 1/16-finaler.
De to rækker kommer således også først i kamp 7. august.

I turneringsledelsen er vi i fuld gang med planlægning af 1/8-finalerne og går snart i gang med at finde neutrale baner til jer.
Når det hele er på plads, vil I kunne se slutspilsplanen på hjemmesiden.

Vi ved, I alle er spændte på, hvem I skal møde, og på hvilken bane I skal spille, så vi skal nok gøre vort bedste.
Rent praktisk for jer fungerer det således, at den klub, der står først på slutspilsplanen, har de samme ‘pligter’ som, hvis man var hjemmeklub. Det betyder bla., at det er jer, der bestiller maden til efter kampen. Vær opmærksom på, at der kan være restauranter/cafeer, der er lukkede om mandagen – eller klubber, hvor maden kommer udefra. Bestil derfor så tidligt som muligt.
I er selvfølgelig også velkomne til at kontakte holdkaptajnen på det andet hold og aftale nærmere omkring dette.

Vi beder jer også om at læse turneringsbetingelserne grundigt – vær opmærksom på, at der er et specielt afsnit for slutspillet.

Har I spørgsmål, er I altid velkomne til at kontakte os.

God tur til jer alle der ude 😉

Med venlig hilsen
REGIONSGOLF DANMARK VEST ABCD

Steen Ogstrup og Birte Hvid
Turneringsledere