Over 9.000 golfspillere på alle niveauer deltager hvert år i regionsgolf

Mange golfspillere har på et tidspunkt dyrket en eller anden form for konkurrenceidræt, og savner spændingen og intensiteten ved at deltage på et hold.
De færreste er dygtige nok til at spille på klubbens hold i DGU’s Danmarksturnering, men i Regionsgolf er der plads til alle. Her har alle mulighed for at udfolde sig som deltager i holdspil.

Siden starten af Jyske Holdturnering helt tilbage i 1970’erne har Regionsgolf udviklet sig til i dag at være en landsdækkende og velfungerende holdturnering for 184 klubber med tilsammen over 1.000 hold. Der er således mindst 9.000 spillere i turneringen, men medregnet sædvanlige udskiftninger på holdene igennem turneringen, er det reelle deltagerantal nærmere 10.000.

For at deltage i regionsgolf skal klubben være medlem af DGU, og spillerne skal være fuldtidsmedlemmer i deres hjemmeklub.

Et hold består af 2 damer og 4 herrer, som spiller 1 damesingle, 3 herresingler og 1 mixed foursome.

I regionsgolf er der to turneringsformer:

A, B, C, D er turneringer for adskilte handicapgrupper

A-rækken: Hcp. minimum 4,5
B-rækken: Hcp. minimum 11,5
C-rækken: Hcp. minimum 18,5
D-rækken: Hcp. minimum 26,5

For at deltage i A, B, C, D turneringen, skal spilleren være fyldt 21 år inden udgangen af det år, hvor turneringen afholdes.

Der spilles ikke om op- og nedrykning.

Senior/veteran er aldersbestemte turneringer

Seniorer A, B, C og D: Min. 50 år i turneringsåret.
Veteraner Elite, A, B, C og D: Min. 60 år i turneringsåret.
Super-veteraner (SVA og SVB): Min. 70 år i turneringsåret.

Der må benyttes op til tre spillere med professionel status på et hold.

Deltagelse i senior A og B rækken sker ved kvalifikation fra den underliggende række. I senior C og D er der fri tilmelding.
Deltagelse i veteran Elite, A og B rækken sker ved kvalifikation fra den underliggende række. I veteran C og D er der fri tilmelding.
Super-veteran turneringen spilles første gang i 2016. Der er fri tilmelding.

Regionsgolf Senior A, Veteran Elite og Super-veteran rækken fungerer som kvalifikation til DGU’s divisionsturnering for de respektive aldersgrupper.

Tidsplan for turneringen

Puljekampe spilles fra april til juni.

Slutspilskampe spilles fra august og frem til regions- og landsfinaler i september.

Spillestedet for landsfinalerne skifter mellem Øst- og Vestdanmark.

 

Hulspil

Regionsgolf er holdsport, når det er bedst. Den enkelte spiller har sin egen match, men resultatet er afgørende for holdets samlede resultat og dermed holdets samlede præstation.

I regionsgolf spilles hulspil. Det er ægte golf, sådan som det blev udtænkt for 400 år siden, og det tiltaler mange.

I alle kampe spilles fra scratch. Der er afregning med det samme for hvert hul der spilles. Hullet vindes, tabes eller deles, og så er et bare videre til næste hul. Det givere en hurtig og glidende afvikling af spillet.

Regionsgolf er en holdturnering for klubgolfere, og det sociale aspekt er vigtigt. Der spilles for “alvor”, men det hyggelige samvær mellem spillerne og hold fra forskellige klubber er bærende og vanedannende.

Turneringen kan følges på rgd.dk, hvor resultaterne af de afviklede kampe løbende registreres.

Stillingen i de enkelte puljer kan følges, og når turneringen når slutspillet, som spilles efter cup-systemet, ses straks hvilke hold der vinder og går videre til næste runde.

Hjemmesiden indeholder desuden al information vedrørende turneringen samt en række værktøjer til hjælp ved afviklingen.